Den danske Lægevidenskab 1700-1750 : med Udsigter over de indvirkende Hovedstrømninger i Udlandets samtidige Lægevidenskab.

  • Petersen, Jul. (Julius), 1840-1912.
Date:
1893
Catalogue details

Licence: Public Domain Mark

Credit: Den danske Lægevidenskab 1700-1750 : med Udsigter over de indvirkende Hovedstrømninger i Udlandets samtidige Lægevidenskab. Source: Wellcome Collection.

Provider: This material has been provided by the Harvey Cushing/John Hay Whitney Medical Library at Yale University, through the Medical Heritage Library. The original may be consulted at the Harvey Cushing/John Hay Whitney Medical Library at Yale University.

    50/346 (page 30)
    bestaaer, er ey med nogen menneskelig Forstand at ud- grunde, ihvorvel mange fornemme mediei have bemødet sig derom. Men der tilføjes dog: »Det kand nogenledes forstaaes, at dens Forgift bestaaer i en vedklæbende stor Subtilitet og meget hastig Virkning, naar den først bliver bragt i Arbeid af andre Ting, som ere beqvemme ligesom at vække den op, thi den breder sig vidt ud i alle Kan- ter og skaaner meget faae, end ikke de Stærkeste. I denne Passus er det ogsaa korrekt og tydeligt fremhævet, hvad det praktisk set kom an paa at fastslaa om Sygdommens Karakter og Væsen: den overordentlige Smitsomhed, der motiverede de indgribende præventive Foranstaltninger og navnlig for Datidens Opfattelse gav denne forøvrigt temmelig ubestemte Sygdomskategori en udtalt Særstilling. Ved andre Infektionssygdomme lagde man dengang ingen synderlig Vægt paa Smittemomentet ikke engang ved Kopper, hvilke man vel fra først af of- tere sammenblandede med Pest, men efterhaanden kom til at opfatte som en i sit Væsen heldbringende og egentlig nødvendig Børnesygdom, der medførte en kraftig Ud- rensning af skadelige Materier i Organismen: denne Op- fattelse havde allerede de galenske Arabere formuleret. I Modsætning hertil var „Pest noget principielt Ondt, Ødelæggende, dens Væsen var en frygtelig „Forgift, som for enhver Pris maatte undgaaes. Havde Sygdommen dog angrebet Organismen, maatte mod den derfor ogsaa institueres den kraftigste Behandling med Mod- gifte, og i Overensstemmelse hermed anbefaler Anvis- ningen til Slutning som det eneste der giver Haab om Virkning, Svedekure med stærke „Alexipharmaca, hvor- med man „maa continuere indtil Sygdommen er over- vunden, idet forovrigt „Behandlingen af Bubones og Carbunculi helst maa overlades til Chirurgorum Omsorg. Anvisningen giver saaledes Vidnesbyrd om et i flere Henseender ædrueligt, fornuftigt og relativt rationelt Standpunkt, der i ethvert Tilfælde staaer paa Højde med hele Datidens lægevidenskabelige Udvikling. Og hvor